Hotel d’Angleterre udvider med ny spa oplevelse
Navnet smager af elegance,
luksus, stil og kvalitet
Det ekstravagante hotel i hjertet af København blev etableret af franskmanden Jean Maréchal i 1755.
Her har kendisser som H.C. Andersen, Winston Churchill, Karen Blixen og Madonna overnattet igennem årene, men d’Angleterre er ikke kun historie. Det er i den grad også fremtid, og hotellet har igennem sine mere end 260 leveår oplevet lidt af hvert.
Senest i perioden 2011-2013, hvor hver kvadratmeter og hvert eneste af de i alt 92 værelser og suiter blev gennemrenoveret med et moderne strøg, der samtidig udviste stor respekt for stedets historie som et af verdens første luksushoteller.
Historien og stilen komplementeres af nye intuitive servicetilbud, der taler til tidens gæster. Og nu kan d´Angleterre så præsentere et nyt koncept: d’Angleterre Well-Being.
Gæsterne ønsker mere
Det er ikke mange år siden, at luksusrejsesegmentet ikke forventede mere
end 24-timers roomservice og con-
ciergeservice, når de besøgte et femstjernet hotel som d’Angleterre. Det har ændret sig markant hen over det seneste årti.
Nu er den slags basale hygiejnefaktorer, og forventningerne er nogle andre. Man forventer individuelle og skræddersyede oplevelser.
En ting er, at forventninger til et ophold på et luksushotel har ændret sig, men det har vores livsstil også. Vores liv er blevet mere hektiske, og vi har højere forventninger til os selv, til vores kollegaer, partner, forældre og så videre. Og det gælder også for de fleste, at det konstante onlineliv via smartphones kræver meget opmærksomhed og stresser – bevidst som underbevidst. Det er på den baggrund, d’Angleterre Well-Being udspringer.
”Kort sagt er det vores tanke og mål med konceptet, at vores gæster skal tjekke ud i en bedre udgave af dem selv, end da de tjekkede ind. Med udgangspunkt i en holistisk tankegang om, at krop og sjæl er tæt forenede, og at velvære kommer, når disse er i balance, dækker konceptet hele velværespektret,” forklarer d’Angleterres kommunikationsmanager og pressechef, Signe Thorup.
Som femstjernet hotel tilbyder d’Angleterre allerede en del vigtige faktorer under velværeparaplyen.
Det være sig rent lavpraktisk som for eksempel de bedste muligheder for en optimal nattesøvn, markedets bedste senge, perfekt tempererede rum, lydisolerede vinduer, edderdunsdyner og -puder og så videre.
”Men den omsorg og opmærksomhed, vi giver hver eneste gæst, er også en del af det velvære, vi forsøger at skabe. For at komme hele vejen rundt om ”Well-Being” og aktivere alle hensigtsmæssige initiativer inden for gastronomi, fysik og spiritualitet har vi indledt et samarbejde med Amazing Space, som i forvejen har til huse hos os.”
”Amazing Space er eksperter på de områder, vi som hotel ikke har fyldestgørende indsigt i. For eksempel inden for ”beauty foods” og fysisk afstressende øvelser, som er væsentlige elementer i det samlede koncept. Det er vores overbevisning, at d’Angleterre og Amazing Space tilsammen er ”the best of two Worlds”, og at vi i samarbejde skaber et koncept, som tiden kalder på,” lyder det fra Signe Thorup.
Konceptet handler ikke om at være puritansk og afholdende. Balance er kodeordet og et godt glas vin til maden er også med til at skabe velvære.
Amazing Space
Amazing Space blev startet af Laura Bonné i 2002.
Konceptet begyndte som en spa- og skønhedsklinik med egne specielt udviklede behandlingsteknikker indenfor kropspleje, massage, ansigtspleje, spa samt hånd- og fodpleje.
Kort fortalt er Amazing Space et prisbelønnet holistisk univers af naturlige og økologiske produkter samt forskønnende og velgørende spabehandlinger for krop og sjæl.
”Vi er en nordisk oase af luksus og skønhedspleje. En tidszone for afspænding og velvære, hvor du kan finde ny vitalitet. Det handler om at skabe større velbefindende for dig, så du får en sundt og smukt udseende. Du får dit eget personlige plejeprogram, og det handler ikke om bizarre trends eller om at ændre den, du er,” fortæller Laura.
Hos Amazing Space finder du mere end 30 af landets absolut dygtigste behandlere med hvert sit speciale, der på deres unikke måde lever op til konceptets høje standard.
I 2008 lancerede Amazing Space sin egen serie af økologiske skønhedsprodukter. Hvert eneste produkt er nøje udviklet med ekstrem perfektionisme for at imødekomme mange forskellige behov.
Cosmeceuticals- & Nutriceuticals-serien omfatter alt lige fra ansigts- og kropspleje til kosttilskud, dufte og naturlig makeup.
”Der manglede ganske enkelt det rigtige koncept på markedet, der på samme tid kunne tilgodese både den indre og den ydre skønhedspleje uden at gå på kompromis med materialer og kvalitet,” forklarer Laura Bonné.
Produkterne kan købes flere steder i landet. Blandt andet naturligvis på Hotel d’Angleterre, hvor Amazing Space holder til.
Amazing Space har desuden to filialer i henholdsvis Well-come, Tuborg Havnevej 4-6 i Hellerup og Kranen, Skudehavnsvej 1 i Nordhavn.
D’Angleterre Well-Being
Ambitionen med det nye koncept er at bringe de bedste ting fra d´Angleterre og fra Amazing Space sammen, så hotellers gæster og andre interesserede får en unik oplevelse med et holistisk fokus, så krop og sjæl hænger sammen.
Det handler om en række sundhedsfremmende daglige hverdagsritualer kombineret med en Well-Being-kalender, som sammen skaber ultimative rammer og muligheder for unikke sundhedsoplevelser med nordisk præg.
Lad os kigge lidt på de mange forskellige elementer, der findes i Well-Being-konceptet.
HEALTH & BEAUTY NUTRITIONS
Morgenmaden kickstarter alle dage med ’Health & Beauty Nutritions’, som består af følgende:
- Skin lemonade shots af flydende aloe vera, hindbærblade, lavendel- og lakridsrod, der styrker tarmsystemet og den indre fugtbalance
- Organiske vitaminer & mineraler fylder kroppen op med vigtige mikronæringsstoffer efter den daglige bredspektrede anbefaling
- 3 slags sundhedstilskud med probiotica, der styrker immunforsvaret
- Nordiske urter som rosenrod, brændenælde, marietidsel og mælkebøtte giver kroppen energi og virker positivt ved at styrke leverudrensning
- Multi-omega 3, 5, 6, 7 og 9 er vigtige fedtsyrer, der nærer/smører kroppens hud/knogler plus havtorn, hybenkerne samt hampfrø (cannabis), der ydermere virker blodrensende. Det er essentielt for sunde led og for nervesystemet.
SILENT WALKS
Silent Walks er en meditativ udendørs aktivitet, som foregår langs vandet, på Kastellet eller i Kongens Have. Vi bruger by og omgivelser på en ny og anderledes måde.
NORDIC KITCHEN
Det nordiske køkken er en gastronomisk oplevelse, der kombinerer værdien af sundhed med maksimal nydelse og tager gourmet til helt nye højder.
TEA RITUALS
Teceremoni tilbydes eftermiddag og aften med servering af varme herbal infusions af velsmagende te og sundhedsfremmende urter som rødkløver, anis og fennikel.
WELL-BEING EVENTS & WORKSHOPS
Sidst, men ikke mindst, vil Well-Being stå for events, foredrag og andre oplevelser om for eksempel kost, sundhed, hormoner, grøn livsstil, søvn og body age. Der vil også blive afholdt aktive workshops, hvor du kan blive undervist i blandt andet teceremoni samt juicebarens univers med sundhedsdrikke. Konceptet er dynamisk, og der vil løbende blive tilføjet nye elementer.
BODY STRETCH CLASSES
Bevægelser, der skaber velvære for både krop og psyke. Det er styrkende øvelser, vejrtrækningsterapi kombineret med lyd fra syngeskåle, hvilket giver en dyb meditativ effekt.
Konceptet er udviklet af kropsterapeut Lila Lutz, der er ekspert på området, og som også tilbyder sin unikke uddannelse i København.
VEGGIE & JUICE BAR
’Juice tasting’ i spalobbyen med grønne drikke. Det er som flydende ’rawfood’ og ’sundhedsboostere’, der hurtigt fylder kroppen med næring.
Du kan for eksempel opleve en shake tilsat collagen samt ’beauty spices’ som C-vitamin, kisel og granatæble. Med den opbygges bindevævet indefra og ældningstegn udskydes.
Drikkene laves for at give kroppen hurtig energi og bevare et stabilt blodsukker med fibre fra for eksempel rødbede, gulerod, selleri, friske bær, citron, avocado og jernurt.
SPA- & SAUNA RITUALS
Her får du saunagus- og spabehandlinger af nordiske ritualer med aromaterapi og body scrub med kul og velgørende behandlinger som for eksempel North Light massage, Bodyshaping med lymfedrænage eller face workout, der opstrammer og udskyder ældning af hud og krop.
De varme nordiske saunaritualer detoxer kroppen og afstresser sjælen.
BATH MENU
Bademenuer fås som roomservice, hvor vi bringer spaoplevelser til badeværelserne i husets værelser og suiter.
Vælg imellem følgende:
- Nordisk salt- og urtebad med rosmarin, fyrrenåle og geranium
- Blødgørende olie- og mælkebad med friske rosenblade
- Udrensende detoxbad med havalger og mineralske salte.
RETREATS
Ud over de nævnte dele af konceptet, som tilbydes dagligt, vil Well-Being også byde på mulighed for pakker i form af 1-2 dages retreats som skræddersyede individuelle oplevelser.
Her kan du selv vælge til og fra blandt de mange muligheder tilbudt af Amazing Space og d’Angleterre.
Brug nordiske ingredienser
Hvis du godt kunne tænke dig at være smuk og skøn, så er det ikke altid mere makeup eller nyt tøj, der gør forskellen. Det kan i lige så høj grad være, hvordan du og din krop har det.
Det har Laura Bonné og Sally Walker skrevet om i bogen ’Beauty foods’. Her lærer du, hvordan du skal sove, motionere og ikke mindst spise rigtigt, hvis du vil have mest mulig indflydelse på din hud, hår og velbefindende.
Laura Bonné har sagt ja til herunder at give dig nogle tips om sundheds- og skønhedsfremmende ingredienser, der kan indtages friske, tørrede eller koldpressede som olier.
Havtorn
Havtorn med smørende omega 7, der regenererer hud og slimhinder effektivt. Havtorn har en bitter smag og en smuk gylden farve, der kan tone juice og lignende.
Brug de friske bær, som kan plukkes i naturen om efteråret. Frys dem ned og anvend dem i kolde shakes. Havtornolie kan bruges over salat, i marinade eller i en smoothie.
Kornblomst
Astringerer kroppen og fremmer mikrocirkulationen samt dufter skønt. Den smukke, blå blomst er perfekt ved anretninger af sundt og sødt.
Rødkløver
Denne ingrediens indeholder phytosterol, der aktiverer kroppens og hudens cellerytme med såkaldte phyto-hormoner. Det er med til at holde kroppen ung. Anbefales især til kvinder i overgangsalderen.
Hindbær
Det røde bær er rigt på antioxidanter, der beskytter kroppens celler. Frugten indeholder papain-enzymer, der er gode for fordøjelsen, og bladene indeholder phytosteroler, som styrker kroppens celler.
Hindbær giver friskhed og sødme til salater og alle andre retter.
Geranium
Blomst og blade astringerer og giver en smuk glød indefra med beskyttende aldringsforebyggende antioxidanter. Kan findes i naturen eller dyrkes i egen have.
Hybenkerne
Hybenkernerne indeholder vitamin A & C, der booster nydannelsen af hudens basalceller og kollagen-
produktion indefra samt booster immunforsvaret.
Kernerne kan indtages som tørret pulver, som man selv kan lave i ovnen. Det kan også købes knust eller frysetørret i helsekostbutikker.
Store forventninger til Well-Being
Hos d’Angleterre er der store forventninger til det nye koncept. Ifølge hotellets General Manager, Lucas Johansson er Well-Being ikke kun forbeholdt hotellets gæster.
”Vi forventer først og fremmest, at vores nuværende gæster i vid udstrækning vil sætte stor pris på det nye initiativ. Vi kender vores gæster rigtig godt som værende kvalitetsbevidste og gode til at tage vare på sig selv, men desværre også ofte en smule stressede.”
”En anden målgruppe, som, vi også håber, vil benytte konceptet, er de lokale københavnere, som også kan have svært ved at finde balancen i de mange krav, vi stiller til hinanden og os selv,” lyder det fra Lucas.
Han lægger ikke skjul på, at selv et luksushotel som d’Angleterre er nødt til at have fingeren på pulsen og hele tiden udvikle sig for at fastholde sin plads på markedet.
Lucas Johansson beskriver det
således:
”Hvis man vil fastholde sin position som markedsledende, er konstant udvikling et absolut must.”
Og selvom Den Hvide Dame på Kongens Nytorv altså kom til verden for mere end 260 år siden, så er ambitionerne og lysten til at være nytænkende og innovativ helt i top.
”Det er vores opgave at følge med tidens krav og behov – og vi vurderer, at Well-Being gradvist vil komme til at fylde mere og mere. Det håber vi. For konceptet giver god mening og vil hjælpe vores gæster med at skabe balance, ro og velvære, men i sidste ende kommer det til at fylde præcist så meget, som vores gæster ønsker det,” lyder slutreplikken fra Signe Thorup.
tilbage
Læs også
Kontakt
AGENCI ADVERTISING APS
Roms Hule 8, 2. sal
7100 Vejle
+45 93 40 99 90
info@agenci.dk
© AGENCI ADVERTISING ApS




