Hvem er Jesper Nielsen egentlig bag facaden? Hvad er opskriften på hans succes, og hvem er han privat?
Jesper Nielsen har været selvstændig ejendomsmægler siden 1996, og han er blevet kendt over hele Danmark takket være tv-programmerne ’Hus til halsen’ og ’Hammerslag’.
Vi har mødt ham til en snak i den store og indbydende butik på Ordrupvej i Charlottenlund.
Lad os tage historien fra begyndelsen:
Jesper er født den 17. november 1971, og han er vokset op i den nordsjællandske by Trørød. Her boede han sammen med sine to søskende og sin mor og far.
”De blev skilt, da jeg var 10-11 år. Jeg kan huske, at de skændtes konstant. Vi havde, hvad vi skulle bruge, men lå lidt i bunden økonomisk. De andre børn havde det fede mærketøj, men det havde min mor ikke råd til.”
”En anden ting, jeg husker, er, da jeg stod på Store Torv i Lyngby Storcenter, hvor jeg solgte brændte mandler og stod i tombola. Det var totalt gøgler jo, så jeg har egentlig altid haft den der evne til at være på,” fortæller Jesper Nielsen.
”Det har altid betydet meget for mig, men jeg fik ikke de der gode rammer og regler som barn. Mine forældre blev skilt, og det sætter sig altid i børn. Hele ens verden bliver rykket rundt, og man bliver nemt et sårbart barn. Det var ikke, fordi jeg manglede kærlighed fra mine forældre, men min mor arbejdede i butik og var næsten aldrig hjemme. Jeg endte med at blive en rigtig rod, og jeg talte grimt til min mor,” fortsætter Jesper.
Det endte med, at Jespers morfar, Holger Jepsen, traf en beslutning om at sende den nu 12-årige dreng på Herlufsholm Kostskole.
Det ophold skulle vise sig at forme Jesper Nielsen for resten af livet.
Kostskole & pagehår
Tilværelsen på Herlufsholm var langtfra en dans på roser. Jesper følte sig bestemt ikke hjemme og tryg, så mange af dagene var hårde at komme igennem.
”Jeg har stor respekt for min morfar, som startede Lyngby Glas op fra bunden i 40´erne. Han var dygtig, og jeg var utrolig glad for ham. Men det var ham, der tog beslutningen om at sende mig på kostskole,” siger Jesper.
Jesper måtte i øvrigt selv betale for sin uniform til kostskolen af sin børneopsparing. Pengene blev brugt på jakkesæt, skjorte, slips og våbenskjold, så alle kunne se, at han gik på Herlufsholm.
”Det var sgu svært, for jeg passede slet ikke ind. De fleste andre kom fra meget velhavende familier, og de havde helt andre forudsætninger end mig. Jeg var en lille, utilrettet knægt med totalt kikset pagehår, jeg var ustabil og pisse sårbar, men ingen kunne se det.”
Der var også gode venner og oplevelser i løbet af det halvandet år, som Jesper Nielsen tilbragte på Herlufsholm. Generelt var det en barsk oplevelse, men omvendt har de 18 måneder også formet og været med til at skabe den succes, som Jesper fik senere i livet.
”Det kan jeg se nu, men dengang … Jeg kan huske, at jeg en dag havde været oppe at slås med en af de andre drenge, og da vi så kom op på sovesalen for at gå til ro, rykkede alle de andre deres senge væk fra væggen og mig. Så lå Lille-Jesper der uden mor og far. Jeg ringede til min mor, for jeg ville gerne hjem, men jeg fik at vide, at jeg skulle være en stor dreng og gå tilbage og gå i seng. Så føler man sig sgu alene. Den oplevelse sidder dybt, dybt i mig.”
”11 dage på kostskolen og kun tre dage derhjemme inden jeg skulle tilbage. Det var rædselsfuldt at blive afleveret efter nogle dage hjemme i trygge omgivelser.”
”Vi havde en gammel orange Škoda i modsætning til de fleste andre, der kom kørende i en Mercedes eller en BMW. Jeg bad altid min mor om at køre forbi Hovedbanegården, hvor vi blev afleveret, så de ikke kunne se, at det var mig, der kom i Škodaen,” fortæller Jesper.
Det halvandet år på Herlufsholm sidder tydeligvis stadig i ham, men tiden var en anden dengang.
”Dengang var det lidt sådan, at hvis man havde et problem, så fjernede man det. Det gjorde man med mig, for jeg skabte mere kaos end ro i hjemmet i Trørød. Modgang gør stærkere, og jeg blev virkelig hærdet. Det har været en dannelsesrejse, men det kunne jeg først se senere i livet.”
”Når jeg kigger tilbage, har det været en god barndom, men der har været nogle svigt. Men var jeg blevet nusset og passet på, så havde jeg aldrig været der, hvor jeg er i dag.”
”Jeg elsker min mor, men vi har ikke det der helt tætte bånd. Det varer forhåbentlig længe, men min verden bryder ikke sammen, når hun ikke er her mere,” lyder det ærligt fra Jesper Nielsen.
Han var med egne ord en dygtig, men doven, elev, der klarede sig igennem med smil og charme frem for hårdt arbejde.
De gamle dyder
Tiden på kostskolen blev overstået, og Jesper fik afsluttet sin tid i folkeskolen, inden han gennemførte
en klassisk HH-EFG på Lyngby Handelsskole.
”Jeg var dygtig til matematik og kunne nok sagtens have fået bedre karakterer. Men damer og fodbold trak mere i mig,” griner Jesper.
Siden blev uddannelsen på sergentskolen i Sønderborg gennemført, og meget tydede dengang på en karriere indenfor militæret. En kontrakt blev underskrevet med Sjællandske Livregiment i Slagelse, til han var 35 år, men sådan skulle det ikke gå.
”Jeg var rigtig god til det, men efter tre-fire år i Forsvaret gik det op for mig, at det nok ikke var den vej, jeg ville. Jeg havde for meget ild i røven til, at jeg kunne sidde i sergentmessen, så jeg valgte at sige stop.”
Men tiden var bestemt ikke spildt.
”Det var en succesoplevelse for mig, og jeg fik en masse gode ting og livsregler med mig. For eksempel at overholde aftaler, at opføre sig pænt og komme til tiden. Det er måske gammeldags værdier, men vi skal sgu være ordentlige mennesker. Min forretning er bygget op om det,” fortæller han.
Drømmen om at blive ejendomsmægler har ligget i Jesper, siden han gik i ottende eller niende klasse. Og i 1995 blev drømmen så
til virkelighed.
”Jeg startede som trainee i den gamle kæde Scheel og Orloff, og året efter åbnede jeg så som selvstændig med en kollega på Sorgenfri Torv. Jeg gik ind i Amagerbanken og lånte en halv million kroner på mit glatte ansigt, for jeg havde ingenting selv. Jeg havde fyret den af med anlæg, damer og fester, så jeg havde en gæld på 60.000 kroner, men fik alligevel lov til at låne pengene. Den var sgu nok ikke gået i dag,” griner Jesper Nielsen.
I 2010 blev Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen så skabt ud fra ønsket om at kunne tilbyde kunderne et stærkt brand med en anderledes og mere personlig tilgang til salg og kundeoplevelser under konstant udvikling.
Grundvisionen er at hjælpe kunderne med at finde et hjem og gøre en god handel.
”Vi er et livsstilsmæglerbrand, hvor indpakning, oplevelser, høj faglighed og ordentlighed er basrytmen i vores koncept,” fortæller Jesper.
I dag består brandet af fire butikker i henholdsvis Holte, Kongens Lyngby, Frederiksberg C og i Charlottenlund. Men med stiftelsen af Jesper Nielsen Franchisegiver i januar 2019, er der lagt op til at udvide kæden til hele landet.
”Det har taget lang tid, men vi har det færdige koncept klar i skuffen til de rigtige samarbejdspartnere, der har lyst til at være en del af det. Nykredit købte sig til halvdelen af ejerskabet af konceptet den 1. januar 2019, og vi vil åbne 10-12 butikker i de største byer i Danmark i de kommende år. Altså for eksempel i Odense, Vejle, Aarhus og Aalborg. Min drøm er at drosle ned arbejdsmæssigt, når jeg bliver 55 år. Men slippe det helt, kan jeg nu nok ikke,” erkender han.
TV & træning
Jesper Nielsen er et kendt ansigt på tv, hvor han igennem 15 år har medvirket i programmer som
’Hammerslag’ og ’I hus til halsen’.
I 2018 valgte han at trykke på pauseknappen, for han ville gerne lave mindre fjernsyn.
”Den direkte årsag til, at jeg sagde stop, var, at jeg savnede mine børn. Så simpelt er det. Jeg var væk i 2-3 dage om ugen, og det blev bare for meget. Men jeg tror ikke, at jeg er færdig med at lave tv. Det håber jeg i hvert fald ikke, for jeg har de første 20 forslag til programmer klar i skuffen.”
”Men det skal være noget, der flytter noget. Noget, som gør en forskel for folk, for det er en anden ting, der driver mig i dag. Jeg vil gerne hjælpe folk og gøre en forskel. Så en slags ’Operation X’ på bolig-
området, hvor jeg kan gå dybere ned. Det vil jeg sgu gerne lave, men det er svært at få boligprogrammer på landsdækkende tv i primetime,” fortæller han.
Jesper Nielsen er et kendt navn med et lige så kendt ansigt, så der har været masser af tilbud om at lave andre typer fjernsyn.
Også et tilbud om at være med i ’Vild med dans’.
”Jeg var til møde med TV 2 i anden anledning, da jeg blev spurgt. Men jeg sagde altså pænt nej tak. Jeg er faktisk en ret god danser, men så skulle jeg rive 4-5 måneder ud af kalenderen. Det, synes jeg, er uforeneligt med det, jeg laver i mit arbejdsliv. Som sagt vil jeg gerne lave tv, men det skal være tv, der kan mærkes ude i stuerne og ikke blot god underholdning,” lyder det ærlige svar.
Når det handler om kost og træning, er Jesper ikke bleg for at indrømme, at han nok kan opfattes som ekstrem.
”Jeg spiller en del tennis, og så styrketræner jeg rigtig meget. Jeg har mit eget center derhjemme og træner stort set hver dag. Jeg laver 200 armbøjninger dagligt, laver planken og den slags ting. Og så spiser jeg rigtigt. Jeg rører aldrig hvidt brød, pasta, ris, smør og så videre. Sådan har det været i fem år, og det fortsætter jeg med.”
”Jeg synes, jeg har et godt liv, og der er ikke noget, jeg mangler. Mit arbejde er min hobby, jeg har en dejlig familie og en masse rigtig gode venner. Jeg er med i nogle drengegrupper, hvor vi sejler, går i byen og så videre. Tingene fungerer, jeg har, hvad jeg skal bruge, og der er ikke rigtig noget jeg mangler. Alt er godt,” fortæller Jesper Nielsen.
Motivationen & familien
At historien om Jesper Nielsen er en historie om succes, er der ingen tvivl om.
Han beskriver selv sin succes som todelt: Der er succesen med virksomheden og brandet. Og så er der familien, som betyder alt for ham.
”Jeg mødte Lisbeth i 2002, og så blev vi gift året efter. Den 9. august 2003, og det kan jeg sige uden at tage ringen af,” griner han.
”Det var en kæmpefest på Søllerød Kro med masser af gæster og fantastisk vejr. Nu har vi så været sammen i 18 år, så man kan sagtens kombinere et succesfyldt arbejdsliv med et dejligt familieliv.”
Parret har to drenge sammen. Frederik kom til verden i 2009, og så fulgte Philip efter et par år. Ud over de to drenge er Jesper far til Sally, som han fik sammen med sin daværende partner, inden han mødte Lisbeth.
”Vi kæmpede rigtig hårdt for at få børn, og vi måtte igennem flere behandlinger og aborter samt mistede tvillinger. Børnene betyder alt for mig, og de giver livet mening. Hvis ikke man har dem tæt på, hvorfor så lave alt det her? Jeg nyder mit liv, men jeg nyder at dele det med dem.”
”Fru Nielsen har i perioder arbejdet som sagskoordinator i firmaet, og det har vi kombineret med at kunne tilgodese vores børn. Lisbeth har helt klart mest at gøre med børnene i det daglige. Arbejdsfordelingen på det område er nok 70-30, men det er sådan, vi har valgt at gøre det,” lyder det fra Jesper.
For at få parforholdet til at fungere er det nødvendigt med ganske få og enkle regler. Det handler om nærvær.
”Vi har den aftale derhjemme, at jeg sætter telefonen på lydløs og vender skærmen nedad, når klokken bliver 18. Frem til klokken 20:30 handler det om nærvær med fru Nielsen, og det er sgu helt fair. Så kan jeg senere lige svare på de 7-8 mails, der er kommet ind imens, senere.”
Familien er en stor del af motivationen i hverdagen, hvor penge fylder mindre end for bare få år siden.
”Penge er sikkerhed for mig. Jeg har, så jeg kan betale mine regninger, og penge giver mig ro i maven, så jeg kan sove godt om natten. Jeg passer på pengene, men i sig selv betyder penge ikke så meget.”
”Motivationen er at skabe noget, som er større end mig selv. Som kan leve videre, når jeg stopper i virksomheden. Og så er der stadig en lille lidt usikker Jesper inden i mig. Han vil gerne vise sit værd og vise, at han er god nok,” slutter Jesper.
tilbage
Læs også
Kontakt
AGENCI ADVERTISING APS
Roms Hule 8, 2. sal
7100 Vejle
+45 93 40 99 90
info@agenci.dk
© AGENCI ADVERTISING ApS




